ZionUtah

Facts om værket:
Lyddelen er en elektroakustisk komposition, 4 kanaler, var.24 minutter. Billeddelen er 24 billeder, hver 1m bredt og mindst 2.50 m højt eller langt, malet på rispapir med kinesisk tusch og fransk blæk.

Beskrivelse af tilblivelsesprocessen:

To tilblivelsesprocesser:

Der er i den måde, som selve tilblivelsesprocessen forløber på, stor forskel når det gælder lyd og billede. Lyden bliver skabt med udgangspunkt i samples, der så efterfølgende bearbejdes. Der er flere slags tidsforløb involveret i processen. Der er dels den tid, de enkelte samples tager for at blive optaget og gennemlyttet, både i bearbejdningsfaserne og til slut for den enkelte “klangbid”, og dertil kommer så den tid, der skal bruges til at sætte værket sammen; en enkelt lyd kan vare 10 sekunder men man kan have brugt flere timer på at komme frem til et brugbart resultat.
Det er helt modsat med billederne. Man skal være nærmest sekund-hurtig med at få de første streger og prikker på papiret. De kan ikke ændres og de bestemmer billedets endelige hovedudtryk. Når der først er kommet vand på papiret kan man sætte farten ned, fra dette tidspunkt er det meget lettere rent maleteknisk at ændre og udbygge værket. Så skabelsesprocessen kræver to fuldstændigt modsatrettede indstillinger: Musikken: en langsom og overvejende, kropsligt stillesiddende indstilling, og billederne: en hurtig og nærmest meditativ koncentration, hvor kroppens rytme og energi er bestemmende for udformningen af billedet.

Lydsiden og billedsiden:

Det var lydsiden, der blev først færdig, men jeg begyndte at overveje billedsiden inde i den sidste tid af lydsidens tilblivelse. Lyden var stadigvæk ikke redigeret helt færdig og stykket var endnu ikke panoreret i fire kanaler. Men jeg havde en tydelig fornemmelse af, at musikken besad stor energi, det havde den vist fra og med det tidspunkt hvor grundoptagelserne blev gjort. Jeg fik lyst til at male nogle skitser med kridt, mens jeg gennemlyttede værket. I løbet af 24 minutter fik jeg malet 3 skitser. Den efterfølgende idé med at lave hele dette billedrum blev undfanget med den samme, nærmest flyvende energi, som hele værket er grundet på. Jeg bestemte at male 24 billeder med kinesisk tusch og blækfarver. De skulle hænges op i rammer og sættes sammen, så de dannede et fysisk rum.

Vægt, fylde,energi, lys, mørke.

Jeg har ikke, hverken i lyd eller billede, forsøgt at gengive noget naturalistisk eller at overføre en af delene til den anden del, sådan at noget bliver grundlag for noget andet. F.eks brugt billederne som en slags partitur eller musikstykket som disposition for billedernes udtryk. De to dele er snarere at betragte som ligeberettige og meget selvstændige dele, der udtrykker det samme bare i forskelligt sprog. Det, der binder værket sammen, er ikke syn og hørelse, men oplevelsen og erindringen af vægt, fylde,energi, lys, mørke.

Lyddelen bygger på optagelser af et kirkeorgel. For mig er orglet et kraftfuldt, mangefacetteret instrument, hvis rige klangmuligheder sammenfattes i den egenartede lyd, der er orglets. Imens jeg arbejdede med musikken groede en oplevelse frem af, at orglets klange dannede et indtryk af at være et bjerg, bestående både af samlet masse og enkeltdele altsammen i bevægelse.
Udgangspunktet for billederne er synsindtrykket fra det sted, der har givet værket sin titel. Nationalparken Zion i staten Utah, USA. Klippevæggene er stærktfarvede, røde, sorte, lyse, og vand, himmel og træer og græs tilføjer blå og grønne farver. Jeg har ikke forsøgt at gengive dette vidunderlige sted naturalistisk, men snarere som en oplevelse af tyngdekraftens vekselvirkning af klippevægge, der rejser sig, og farver og vand, der glider nedad. Det blev til 24 billeder, og det er som udgangspunkt et helt tilfældigt antal. Det er simpelthen et resultat af praktiske grunde, firkanten skulle være stor nok til, at der på en gang kunne sidde en del mennesker inde i den, men alligevel lille nok til, at jeg kunne overskue at fylde rummet med billeder. Billedernes bredde var givet i og med at papiret er 1 m bredt. Højden blev bestemt som grænsen af, hvad jeg kan overskue.

At arbejde med og fra erindringen:

Begge værkdele bygger på Erindring. Lyddelen går ud fra erindringen om orglet som et melodisk, harmonisk og rytmisk instrument. Men jeg kan ikke videreføre denne klangverden, jeg må bruge orglet på en anderledes måde. Billederne bygger på erindringen om klippevæggene i Zion, farvernes glød, samspil og pastositet. I min tekniske tilgang til maleriet arbejder jeg videre med den type maleri, som man har malet i Kina i flere tusind år. Jeg er dog ude af stand til at indgå fuldt og helt i denne tradition, det ville blive kopi eller pastiche, hvis jeg brugte eller viste for meget “kineseri”.

Som skabende kunstner tvinges man hele tiden til at gøre op med sig selv, om ens værk er af fortiden eller nutiden. Bent Sørensen har udtrykt det således i programnoterne til uropførelse af trilogien Mignon Papillon (maj 2014):

Der sidder altid en fortid på ryggen af os, og enhver lyd har et glimt af fortid i sig. Musikken lever i øjeblikket; men hvis musikken mister sin fortid, har den ingen fremtid.

Opgave består for mig i vægtningen af fortid og nutid. Jeg bestemte ikke, at nu ville jeg komponere et værk i musique concrète-traditionen. Heller ikke, at nu ville jeg komponere et værk i min egen tradition.
Men det samlede udtryk har sit udgangspunkt og forarbejdning i selve det at genkalde sig klangenes musikalske indhold og deres udviklingsmuligheder. Det samme gælder for billederne i deres udtryk mellem former og farver.

Publikum inviteres ind i dette erindringens rum. Det har været min opgave at fÃ¥ min erindring og de midler, jeg har brugt til at realisere værket, til at bære oplevelsen ind i nutiden/samtiden. Min kunstneriske opgave er, at give publikum en fornemmelse af, at man oplever et værk, der hører denne tid til – ogsÃ¥ selvom jeg har brugt teknikker, der har været etableret i mange Ã¥r.

Skriv et svar